Joomla Files CMS: CMSCity
Header Pic   Header Pic
Header Pic  PfeilForsiden arrow Læreplan arrow Pyramidens Pædagogiske Læreplan. Header Pic
Header Pic

Pyramidens Pædagogiske Læreplan. Udskriv
 Pyramidens pædagogiske læreplan.

Dagtilbudsloven foreskriver, at det enkelte dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan. Loven stiller krav om, at der skal arbejdes med børns læring ud fra seks overordnede læreplanstemaer, samt........

Dagtilbudsloven foreskriver, at det enkelte dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan.

Loven stiller krav om, at der skal arbejdes med børns læring ud fra seks overordnede læreplanstemaer, samt at den pædagogiske læreplan skal evalueres årligt.

Det er forældrebestyrelsen og kommunalbestyrelsen, der godkender den pædagogiske læreplan, og det er forældrebestyrelsen, der evaluerer læreplanen.

 

Af Pyramidens pædagogiske læreplan fremgår generelle betragtninger om læring.

Mål og handling beskrives ud fra hvert af de seks læreplanstemaer, og sidst forholder vi os til dokumentation og evaluering af praksis.

 

 

 

Generelt læringssyn.

Vi har valgt det generelle udgangspunkt, at læring er en fortsat udviklingsproces.

Alle børn er forskellige. Alle børn har forskellige måder at lære på. Og alle børn har forskellige tempi at lære i.

Det betyder, at læring ikke er en fast defineret størrelse, der kan lægges ned over en bestemt gruppe af børn på et bestemt tidspunkt.

 

Læring er en fortsat udviklingsproces, der inddrager det hele barn, i forhold til dets sanser, dets kompetencer og dets personlige udvikling.

 

 

 

Pyramidens læringssyn

Dette generelle læringssyn passer godt sammen med Pyramidens læringssyn og pædagogiske målsætning.

At vi skal give børnene mulighed for at udvikle deres potentialer. Det betyder at barnet skal udvikle sin personlighed, sine kreative og selvstændige sider, samtidig med at sociale færdigheder trænes.

 

Vi skal derfor skabe et læringsmiljø, hvor det er muligt for barnet, alene og sammen med de øvrige børn:

  • at kunne
  • at udtrykke
  • at opleve
  • at nyde
  • at yde
  • at forstå.

 

 

Læringsforståelse

Det er væsentligt at læringen foregår på alle planer.

Læringsprocessen i samfundet lægger op til, at læringen sker i kommunikationen mellem barn og voksen.

Vi skal derfor også fokusere på den læring der foregår i børnenes fællesskaber.

 

 

 

Den voksne er rollemodel.

Det er væsentligt, at hver medarbejder er bevidst om sig selv som rollemodel for børnene i børnehaven.

Dette gælder både i samværet og i kommunikationen med barnet. Anerkendelse og nærvær er væsentlige elementer i samtalen.

 

At være rollemodel forpligter også i den måde, hvorpå man omgås sine kolleger.

Det værdsættes derfor, at man er opmærksom på sine kolleger. I forhold til den måde man behandler hinanden. I forhold til den måde man samtaler.

 

Karakteren af samvær smitter nemlig af på børnene, og på deres opfattelse af hvad god kommunikation er.

 

 

 

Behandling af centralt udmeldte hovedtemaer

Loven foreskriver vi skal skabe udviklende rammer for barnet indenfor en række hovedtemaer. Disse temaer har fæste i barnets udvikling.

 

I det følgende oplistes hovedtemaerne, og indenfor hvert af disse temaer beskrives mål og handling.

 

 

 

Personlig udvikling

Målet er

  • At give plads til, at børnene udfolder sig som selvstændige, stærke og alsidige mennesker, der selv kan tage initiativ.
  • At skabe mulighed for, at børnene oplever sig som deltagere og medskabere af et socialt og kulturelt fællesskab.

 

Sådan gør vi:

  • Følelser, der opstår i fællesskabet, accepteres og efterspørges. Vi opmuntrer og giver lov til og plads til, at barnet kan vise følelser, og at det eksempelvis er okay at være ked, glad eller gal.
  • Vi fotograferer hverdagens oplevelser, og hænger dem på opslagstavlerne, så børnene kan fortælle hinanden og deres forældre om deres hverdag i børnehaven.
  • Vi laver mapper til børnene med deres tegninger og fotografier, som viser børnenes udvikling gennem børnehavetiden.
  • Vi ser hvor børnene er i deres personlige udvikling, når de leger og vælger kammerater.
  • Vi dyrker og styrker venskaber, ved at opfordre børnene til at lege med hinanden.
  • Vi opstiller spilleregler og opfordrer børnene til at huske på hinanden. Det er væsentligt at lære at sige til og fra, samt sige ja og nej.
  • Vi lærer børnene at tage hensyn til hinanden og vente på hinanden.
  • Ved at opstille regler for samvær, lærer vi børnene selv at løse konflikter.
  • Vi opfordrer børnene til selv at løse konflikter, og viser dem hvordan. Hvis et barn eksempelvis truer et andet barn, går vi ind i diskussionen, og hjælper med at løse konflikten.
  • Vi stiller krav til børnene om aktiv deltagelse, og forventer, at børnene responderer og reflekterer. Vi mener krav er med til at udvikle og modne.

 

 

 

Sociale kompetencer

Målet er

  • At sikre, at børnene anerkendes og respekteres, som de personer de er, og at de oplever at høre til.
  • At børnene inddrages og opmuntres til at være aktive deltagere i fællesskabet. At børnene lærer at samarbejde med hinanden.

 

Sådan gør vi:

  • Vi har organiseret os i åbent plan, og rummene er funktionsopdelt. Børnene kan frit bevæge sig rundt i huset gennem dagen. Der gives på denne måde mulighed for, og hjælp til, at knytte bånd og venskaber.
  • Vi har opdelt børnene i mindre grupper på tværs af alder. Her er det muligt for barnet at finde andre børn at spejle sig i.
  • Vi fejrer barnets fødselsdag i børnehaven. Hvis bedstevennen tilhører en anden gruppe, inviteres vennen til at deltage i fødselsdagen.
  • Hvis børn fra forskellige grupper skal være sammen privat om eftermiddagen, giver vi plads til de kan være sammen gennem hele børnehavedagen.
  • Når vi handler eller går på biblioteket, vælger vi børn ud for at dyrke og styrke venskaber og understøtte dem.
  • Vi opfordrer til konfliktløsning, så børnene lærer at klare uoverensstemmelser.
  • Vi opfordrer de store børn til at hjælpe og tage hensyn til de mindre børn. Dette fordi det er væsentligt, at de små børn kan spejle sig og lære af de store.

 

 

 

Sprog

Målet er

  • At give børnene mulighed for at udvikle deres sprog gennem daglige aktiviteter.
  • At udfordre børnene til sproglig kreativitet, og til at udtrykke sig på mange forskellige måder.
  • At støtte og udvikle børnenes interesse for og nysgerrighed i forhold til symboler, tal og bogstaver.

 

Sådan gør vi:

  • Vi fortæller om os selv.
  • Vi taler om hvor far og mor arbejder.
  • Vi handler med børnene i byens butikker. Her læres, hvad man køber i de forskellige slags butikker. Børnenes omverdensbevidsthed styrkes herved.
  • Vi går på besøg hos hinanden, for at finde ud af og vise hvor jeg bor, og for at se hvor vi hører til.
  • Vi lærer børnene at sætte ord, på det de ser.
  • I garderoben er der navn på garderobepladsen, og billede der viser, hvem der bor på pladsen.
  • Vi opfordrer og hjælper børnene, når de viser interesse, til at skrive eget navn på tegninger.
  • Børnene finder tallerkener og kopper frem, svarende til det antal børn der er i gruppen.
  • Vi tæller til 10, og springer 10-20-30, når vi bader om sommeren.
  • Vi bruger biblioteket som udflugtsmål.
  • Vi hjælper børnene med at finde og vælge bøger, som vi låner med hjem til højtlæsning i børnehaven.
  • Vi vælger bevidst bøger om at gå i børnehave, om tandlægen, om årstider, med rim og remser og til højtlæsning, for at børnene kan få viden om omverdenen.
  • I samarbejde med talepædagogen på PPR, træner børnehavens sprogvejleder med børn der har brug for hjælp til deres sprogudvikling.

 

 

 

Krop og bevægelse

Målet er

  • At børnene oplever glæde ved, accept af og forståelse for deres egen krop og oplever glæden ved at være i bevægelse.
  • At børnehaven giver mulighed for at styrke børnenes fysiske sundhed, blandt andet ved fokus på ernæring, hygiejne og bevægelse.

 

Sådan gør vi:

  • Legepladsen er indrettet med udfordringer på flere niveauer.
  • Cykler
  • Balancebane
  • Gynger
  • Legehuse
  • Bakke
  • Boldbane
  • Lege- og aktivitetshus
  • Klatretræer.

 

  • Alle børnene kommer på legepladsen hver dag. For det er her, der er plads til at løbe og råbe.
  • En til to gange om ugen skal børnene på tur uden for Pyramiden til skoven, stranden eller en af de andre daginstitutioner.
  • Børnene lærer at vaske hænder efter hvert toiletbesøg og før hvert måltid.
  • Vi har indrettet et af vore rum med store puder og madrasser til leg, koldbøtter og hulebyggeri

 

 

 

Naturen og naturfænomener

Målet er

  • At børnene udvikler respekt og forståelse for, og oplever glæden ved at være i naturen.
  • At børnene lærer naturen at kende med alle sanser, og oplever den som kilde til og rum for leg, oplevelse, udforskning og viden.

 

Sådan gør vi:

  • Vi kigger på, hvad der sker i naturen, når vi er på tur i skoven eller ude på vores legeplads.
  • Vi graver efter regnorm, og undersøger dem.
  • Vi har vandtønder til vandleg og vandbane.
  • Vi snakker om sommerfuglene på sommerfuglebuskene, og finder deres larver og pupper.
  • Vi besøger af og til en bondegård, eller institutioner med dyr, og taler om fra jord til bord.
  • Vi undersøger og taler om, hvorfra maden kommer. Mælk, kød og frugt.

 

 

 

Kulturelle udtryksformer og værdier

Målet er

  • At børnene gives mulighed for at eksperimentere og afprøve sig selv, i forhold til et bredt spekter af kulturelle udtryksformer, og møde voksne der støtter dem i disse aktiviteter.
  • At traditioner prioriteres, som en vigtig og uundværlig del af børnenes hverdag.

 

Sådan gør vi:

  • På legepladsen lærer børnene sange, mens de gynger. Og vi leger tit sanglege her.
  • Vi bringer vores kulturarv videre, ved at lære børnene de traditionelle børnesange og eventyr.
  • Pyramidens traditioner er med til at bringe genkendelighed i hverdagen
  • Påskeharen kommer på besøg og gemmer æg i haven til påske
  • De børn der skal starte i børnehaveklasse til august, arrangerer sommerfest for alle børn og deres familier
  • De store børn tager på Svendborgtur til zoo-museum.
  • Vi tager til julefrokost på restaurant med børnene
  • Vi tager på udflugt til Stengade skov og strand, den første onsdag i september, med hele børnehaven og alle de forældre, der har mulighed for at være med.
  • Fastelavn, Påske, Jul er højtider, der prioriteres i Pyramiden
  • Vi benytter og deltager i de kulturtilbud som byen byder på, ligesom vi tager på byens skoler og ser teater, når vi inviteres.
  • Langeland Musikskoles musikpædagog underviser en halv time hver mandag (i skoleåret) børnene i rytmik- og sanglege.

 

 

 

Dokumentation.

På hvert personalemøde afsættes der tid til gruppemøder. Her gennemgås børnene regelmæssigt, med fokus på det generelle og aktuelle udviklingsniveau, og med henblik på hvilken indsats der eventuelt skal ydes, for at støtte barnets fortsatte udvikling.

Hvert barn sikres herved jævnligt at være på dagsorden. Og det sikres, at de voksne der er tæt på barnet, kan bringe deres iagttagelser i anvendelse.

Såfremt barnets trivsel og udviklingsniveau giver anledning til bekymring, skrives der handleplan, så der kan arbejdes målrettet med barnets vanskeligheder.

 

I forældrebestyrelsen og personalegruppen er vi enige om, at fortællinger fra hverdagen skal formidles gennem

  • billeder fra børnenes hverdag i børnehaven
  • nyhedsbrevene som udsendes hver måned fra Pyramiden

 

 

 

Evaluering.

I Pyramiden opfatter vi evaluering som et redskab til refleksion over egen praksis. Evalueringen skaber læring hos det pædagogiske personale til gavn for børnene.

Det er en balancegang at sikre, at evalueringen vurderer praksis, samtidig med at den retter sig mod den læring børnene præsenteres for.

 

Gennem de fem år vi har arbejdet med pædagogisk læreplan i Pyramiden, har vi forsøgt os med flere forskellige modeller for evaluering.

 

Kendetegnende for evalueringsprocessen er at det er vanskeligt at måle effekten af arbejdet med børnene.

 

Det er målet, at vi i 2010 finder en metode, der vil binde de seks temaer, bestyrelsesarbejdet og de pædagogiske diskussioner i personalegruppen, sammen til en helhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

Pyramidens pædagogiske læreplan er godkendt af kommunalbestyrelsen, forældrebestyrelsen og personalegruppen i marts 2005

 

Læreplanen er senest evalueret og revideret af forældrebestyrelsen og personalegruppen i november 2009.

 
Header Pic
left unten right unten
(C) 2012 Børnehaven Pyramidens Hjemmeside
Joomla! is Free Software released under the GNU/GPL License.

W3C validiert