| Nyhedsbrev marts/april 2008. |
|
|
Nyhedsbrev marts/april 2008.
31/3-2008 Kære forældre
Dette nyhedsbrev gør det ud for både marts og april måneds nyhedsbrev.
Så ser det ud til foråret er kommet til os med svagere vinde og lunere vejr til følge. Det betyder vi kommer til at bruge mere tid udenfor, og vi glæder os ! Alligevel har børnene fortsat brug for tøj til alt slags vejr. Lune sweatre, vandtætte støvler og solhatte. Og ikke mindst skiftetøj, når vandet fra vandtønderne plasker ud i spandene, og der vandes ivrigt eller laves de allerbedste mudderkager.
Når foråret spirer og børnelivet bevæger sig udenfor, findes de udendørs aktiviteter også frem. Og her tænker jeg blandt meget andet på skateboard, rulleskøjter, løbehjul og cykler. Og netop disse, har vi nogle regelsæt om her i børnehaven. Regelsæt, der alle tager deres udgangspunkt i børnenes sikkerhed. Skateboard. Flere har ønske om at medbringe skateboard, men det må vi sige nej til. Det er for farligt her på vores legeplads. Rulleskøjter er det anderledes med. Dem må børnene gerne medbringe, tilhørende reglementeret beskyttelse. Det vil sige knæ- albue- og håndbeskyttelse. Løbehjul. Er helt ok, og kan anvendes uden beskyttelse. To-hjulede cykler. Her tænker jeg på børnenes egne cykler. Dem må de også gerne medbringe. Men cykelhjelmen må vi sige nej til af sikkerhedshensyn! Det kan jo lyde mærkeligt, men børnenes leg skifter jo hurtigt, og lige pludselig er de oppe i et træ eller inde i en hule, og der kan de komme i klemme hvis de bærer cykelhjælmen. Og konsekvensen er jo så, at de kan blive kvalt. Derfor INGEN cykelhjelm. Husk dog også i denne forbindelse, at cyklerne skal være forsynet med lås, hvis de skal overnatte på legepladsen.
Der er lige et par dage mere i foråret, hvor vi gerne vil have tilmeldinger fra Jer, om behov for pasning. Det drejer sig om fredag 2. maj (dagen efter Kristi Himmelfart) og Grundlovsdag torsdag den 5. juni. Jeg vil derfor bede jer afkrydse på listen på køkkendøren, om Jeres barn har behov for pasning disse tre dage. Dette snarest og senest mandag 7. april. HUSK i den forbindelse, at Grundlovsdag torsdag 5. juni lukker børnehaven kl. 12 nul dut.
2 nye børn er startet i Pyramiden. Den 1. marts startede Signe i blå gruppe, og den 1. april starter Magnus i grøn gruppe. Velkommen til begge børn og deres familier.
Personalet. Britt er bevilget orlov i april og maj måned. Hendes timer vikarbesættes i orlovsperioden. Ellen er fra slutningen af februar ansat som timelønnet vikar i Pyramiden. Velkommen til Ellen.
Biograftur. Hele børnehaven tager i bio Langeland onsdag den 16. april 2008. Vi skal se to film, nemlig "Dream a little dream of me" og "Cirkeline - storbyens mus". Vi har tidligere været i biffen, og det plejer at være rigtig skægt og hyggeligt.
Bedsteforældredag/oldeforældredag 9/5-2008. I år inviterer vi igen til bedsteforældredag i Pyramiden, og udvider endda arrangementet til også at omfatte oldeforældrene. (indbydelse omdeles med dette nyhedsbrev). Sidste års arrangement var en stor succes, hvor 55 bedsteforældre tog imod invitationen. Børnene viste stolt deres børnehave frem og hyggede sig med den ældste generation. Så vi håber på en gentagelse af denne hyggelige formiddag. Dagen er fastsat til fredag den 9. maj 2008.
Rytmik og musikalsk legestue. Langeland Musikskole tilbyder undervisning i sæsonen 2008/09 til børnehavebørn. Læs mere i vedlagte folder.
Behov for arbejdskraft 12/5-2008. Den gamle sandkasse i baghaven skal udskiftes, og hegnet ved boldbanen skal forhøjes. Det har nogle forældrepar lovet de ville tage sig af. Men der er brug for flere hænder. Har du mod på at give en hjælpende hånd, så henvend dig til Maja's far Kim, Mads' far Kenneth eller Ole Arbejdsdagen er fastsat til lørdag den 12. april 2008.
Kalenderen. Forældrekaffe Onsdag 2. april 2008 Personalemøde Mandag 7. april 2008 Biograftur Onsdag 16. april 2008 Bestyrelsesmøde Fastlægges snarest Bedste-oldeforældredag Fredag 9. maj 2008
Hilsen fra Pyramiden - Ole |

