| Nyhedsbrev december 2007 no. 2 |
|
|
Nyhedsbrev december 2007 no. 2
20/12-2007 Kære forældre
Som lovet får I endnu et nyhedsbrev i denne måned. Fra og med januar 2008, har daginstitutionerne fået en ny normeringsaftale. Af normeringsaftalen fremgår, hvor mange børn Pyramiden skal kunne rumme, ugentlig åbningstid, hvor mange personaletimer der er til rådighed, samt hvilke arbejdsopgaver der skal løses af personalet i børnehaven. Den nye aftale betyder nogle ændringer i forhold til den daglige drift af børnehaven.
Det er derfor 4 vigtige ting at fortælle Jer om
Åbningstid i Pyramiden.Den nye normeringsaftale giver mulighed for at udvide den ugentlige åbningstid. Det betyder at Pyramiden fra 2. januar 2008 og frem, holder åbent: Mandag - torsdag 6.15 - 17.00 Fredag 6.15 - 15.45
Personalet i Pyramiden. Den nye normeringsaftale giver mulighed for at ansætte mere personale. Det betyder, at Pyramiden fra og med januar ansætter to nye medarbejdere.......
Nye arbejdsopgaver. Sprogvurdering af 3-årige. I efteråret trådte en ny lov i kraft om sprogvurdering af 3-årige. Den siger at alle børn skal tilbydes en vurdering af deres sproglige færdigheder i tidsrummet mellem barnet er 2,8 og 3,4 år gammelt. I Langeland Kommune er det besluttet, at børnehaverne tilbyder den sproglige vurdering, og at det er den sproglige vejleder i institutionen der sammen med de pågældende forældre foretager denne vurdering. Som i så mange andre sammenhænge bliver der en forberedelsesperiode, men vi regner med at kunne tilbyde denne sprogvurdering til nystartede børn, fra og med maj måned 2008.
Sprogtræning. Hidtil har opgaven med sprogtræning af børn der har behov for støtte i sprogudviklingen ligget hos tale-hørepædagogerne i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Denne opgave lægges nu ud, og børnehaverne tilføres timer, så de selv skal forestå sprogtræningen. Tale-hørepædagogerne vil dog virke som konsulenter for personalet i børnehaverne. I Pyramiden bliver Annette Lindstrøm konsulent.
Støtteopgaver med børn. Hidtil har opgaven med børn, der har behov for stimulation og støtte i hverdagen ligget i et specialpædagogkorps, som har bistået daginstitutionerne efter behov. Denne opgave lægges nu ud, og børnehaverne tilføres timer, så de selv skal varetage de nødvendige støtteopgaver. PPR's psykologer vil dog virke som konsulenter for personalet i børnehaverne. I Pyramiden bliver Anne Marie Troensegaard konsulent.
Konsekvenser for dagligdagen i Pyramiden. Personalet er i fuld gang med at diskutere hvordan hverdagen skal tilrettelægges fremover, og hvordan nye opgaver skal varetages. Og det forventes, at vi er færdige med en foreløbig køreplan i januar. Det er vanskeligt at beskrive ændringerne, når vi er midt i diskussionerne, men jeg finder det alligevel væsentligt nu at orientere Jer om, at der kommer til at ske ændringer.
Vores diskussioner når vidt og centrerer sig naturligvis omkring hverdagen i Pyramiden. Gruppeinddeling af børn, fordeling af voksne, udnyttelse af rummene inklusive legepladsen, fordeling af hverdagens arbejdsopgaver, mulighed for aktivitetsforløb, opgaver med sprogbørn, opgaver med støttebørn, dagsrytme og så videre Men også arbejdsopgaver som ligger ved siden af, men alligevel er grundlæggende for arbejdet med børnene, diskuteres. Og her tænker jeg på møder, forældresamtaler, skrivearbejde med mere.
Det er en stor omgang. Vi er klar over at ændringer altid giver usikkerhed, for vil de nu fortsat huske på mit barn nede i børnehaven ? Vi vil naturligvis orientere Jer løbende om forandringerne, og undervejs bede Jer om at spørge om det I eventuelt må blive i tvivl om. Enten til personalet eller til forældrebestyrelsen. Og husk, at barnet fortsat vil være i centrum i Pyramiden.
Sidst vil jeg benytte lejligheden til at ønske Jer alle en rigtig god jul samt et godt og lykkebringende nyt år.
Hilsen fra Pyramiden - Ole |

