| Nyhedsbrev maj 2007. |
|
|
Nyhedsbrev maj 2007.
11/5-2007 Kære forældre
Blæst, regn, sol og 10 →15 →22 graders varme præger vejret disse dage. Det betyder at alle børn skal ha' ryddet op i garderobeskabene, så der er det tøj til forårsvejret. En sweater eller fleece til at have under en regnjakke er rigtig fint når det blæser. Shorts, t-shirt og kasket til de varme dage. Og under alle omstændigheder er regntøj og gummistøvler jo en nødvendighed, så vi kan være udenfor selvom det regner ! Vi hjælper selvfølgelig fortsat børnene med at finde det rigtige tøj til det rigtige vejr.
Bedsteforældredagen den 20/4 var en stor succes med ca. 55 fremmødte "bedster". Vi hyggede med kaffe og hjemmebagt kage, og der blev hygget med boldspil, memory og så videre. Det gentager vi næste forår.
Børn. Malte Thygesen er startet i grøn lillegruppe den 1. maj. Velkommen til Malte og hans familie.
Telefon-legeliste pr maj 2007. Børnehavens telefon-legeliste trænger til fornyelse. Og for god ordens skyld vil jeg bede Jer om at melde tilbage til mig senest mandag 14/5-2007, såfremt I af en eller anden grund ikke ønsker at stå på listen.
Sommerferielukning i Rudkøbings daginstitutioner er, som tidligere nævnt, i ugerne 29, 30 og 31. Der etableres sommerinstitution i Villa Møllen i disse uger, for de børn der allerede er tilmeldt. Informationsskrivelse omdeles til de forældre der er berørt.
Sommerfest fredag 15/6-2007. Vi er netop begyndt at tale om sommerfesten i Pyramiden. Traditionen tro er det jo børnene i storegruppen, der står for forberedelserne til festen. Og de er allerede i fuld gang med at tale om, hvordan dagen skal arrangeres Hvad børnene finder på af sjov og ballade, vil de ikke fortælle før dagen oprinder. Dog beder de mig huske Jer på at sætte et STORT X i kalenderen den 15. juni, så de er helt sikre på, I alle møder frem. Indbydelsen til festen udsendes snarest !
I mandags afholdt vi møde i Pyramidens forældrebestyrelse. Se referatet, som er vedhæftet dette nyhedsbrev. På mødet talte vi blandt andet om Pyramidens nyhedsbreve. Om hvilket indhold de skal have, og om informationerne når ud i forældregruppen. Vi talte om hvordan de skal anvendes til viderebringe informationer, til at fortælle om regler i børnehaven, og til at formidle børnehavens holdninger. Den direkte anledning var et punkt på dagsordenen, nemlig kammeratskab og mobning i børnehaven, og hvordan vi tackler denne problematik.
Forrige år havde vi "kammeratskab" som hovedtema for det pædagogiske arbejde. Og når man taler kammeratskab, kommer man også til at tale om mobning og udelukkelse fra fællesskabet. Og det var netop det vores diskussioner mest handlede om dengang. Nemlig hvordan vi tilrettelagde hverdagen, og på hvilken måde vi i hverdagen forsøger at skabe gode sunde relationer mellem børnene. Vi lavede afslutningsvis en lille evalueringsfolder, som blandt andet indeholder det vi skrev i nyhedsbrevene om kammeratskab. Her kan man blive klogere på hvordan vi griber problematikkerne an i Pyramiden Folderen hænger i gangen overfor køkkenet.
Forældregruppen efterlyste også vores holdning til indholdet i børnenes madpakker. Hvad må der egentlig komme med i madpakken? Slik er selvfølgelig bandlyst, men hvad med.............. Chokolademadder ? Kiks ? Kager ? Ostehapser ? Mælkesnitter ? Frugtstænger ? Yoghurt ? Franskbrød ?
Og ja..........I Pyramiden har vi den holdning, at madpakkerne skal indeholde det børnene kan lide, så de får noget at spise, og ikke er sultne, mens de er i børnehaven. Vi mener, det er væsentligt, at madpakken er sund, at den er fedt- og sukkerfattig, at den indeholder groft brød med pålæg, grøntsager og eventuelt en lille lækker ting som I ved barnet kan lide. Det betyder selvfølgelig at chokolade- og sukker-relaterede produkter skal begrænses. Men vi ved jo alle, at det er spændende med en lille overraskelse. Og en overraskelse kan lige så godt være en lille pakke rosiner, en ostehaps, et stykke agurk skåret som en stjerne, som det kan være en chokoladebar. Men omvendt mener vi jo også, at det er bedre at barnet spiser 4 halve stykker rugbrød med chokoladepålæg i børnehaven, og får energi til dagen, end at de har mad med som de ikke bryder sig om
Der tales jo meget om børn, mad og bevægelse, og om vigtigheden af, at man af hensyn til den almene folkesundhed, allerede tidligt får gode mad- og motionsvaner. Husk derfor i den forbindelse er, at børnene bliver hvad de spiser !
Kalenderen. Forældrekaffe Onsdag 6/6-2007 og onsdag 4/7-2007 Personalemøde Tirsdag 15/5-2007 og onsdag 30/5-2007 Overnatning Onsdag 16/5 kl. 17, til torsdag 17/5 kl. 11. Bestyrelsesmøde Torsdag 7/6-2007 Sommerfest Fredag 15/6-2007. Sommerferielukning Uge 29-30-31, fra mandag 16/7 til fredag 3/8 2007
Hilsen fra Pyramiden - Ole |

