Joomla Files CMS: CMSCity
Header Pic   Header Pic
Header Pic  PfeilForsiden arrow Gamle Nyhedsbreve arrow Nyhedsbrev september 2006 Header Pic
Header Pic

Nyhedsbrev september 2006 Udskriv
Nyhedsbrev september 2006

1. september 2006

Kære forældre

Denne måneds nyhedsbrev skal tage sit udspring i denne uges debat i dagspressen om sprogscreening, og andre tests af børnehavebørn. Herunder måling af motoriske og sociale kompetencer. 

Vores familieminister Lars Barfoed er på vej med et lovforslag, som skal teste børn allerede fra de fylder 3 år.

Dette for at sikre, ”at alle børn får de bedste betingelser for et godt sprog”, siger ministeren.

Det er vi selvfølgelig enig med ham i, at børnene skal have. 

Men ministeren overser en vigtig detalje, nemlig at den opmærksomhed, han efterlyser omkring eksempelvis sprog, den opmærksomhed har vi allerede, og har i årevis været indarbejdet i vores daglige pædagogiske praksis. 

Vi tester allerede de børn der har behov for hjælp, så deres sprogudvikling kan optimeres. Men vi tester kun disse børn.

Hvis vi skal teste alle børn, må vi stille os selv det spørgsmål hvad formålet er?For vores primære opgave er at stimulere børnene, og det skal den fortsat være.  

Det er derfor altafgørende, at der i institutionerne skabes de bedste betingelser for børnene, og det er lige netop det, vi arbejder på hver dag.

Det hænger bare ikke sammen med den politik, regeringen har ført gennem de sidste mange år. Her er vores budgetter blevet kraftigt beskåret, med en kraftig personalereduktion til følge. 

Vi synes, ministeren i stedet skulle arbejde for og prioritere, at daginstitutionerne tildeles økonomiske ressourcer, så vi kan yde børnene det optimale i forhold til stimulation. Også i forhold til de børn, som vi ved har problemer. 

Og så er jeg slet ikke gået ind i diskussionen om dette lovforslag i virkeligheden er en forklædt fremrykning af skolealderen, hvor læring prioriteres frem for leg.

Det vil jeg lade Jer at afgøre ! 

I Pyramiden er det jo ikke nogen hemmelighed at netop sprogudvikling er vores hovedtema i år.

Og i øjeblikket sker der det, at lillegruppebørnene skal i gang med rytmik/sprogforløb med Merete og Lene.

De skal samles en ugentlig formiddag. Rim, remser, sang og musik bliver indholdet, og formålet er naturligvis, at øge den sproglige opmærksomhed hos de mindste børn.  

Mellemgruppebørnene er på ”hjemmebesøg” i disse uger. Børnenes huse bliver fotograferet, og billederne skal sammen med billeder af børnenes familiemedlemmer være dekoration i de dækkeservietter, de er ved at lave netop nu.

Til sproglig opmærksomhed hører nemlig også, at børnene skal vide noget om den omverden de er en del af. 

I storegruppen fokuserer vi mest på tiltaleformer. Vi lærer vigtigheden af at tale pænt til hinanden.

Vi taler også om hvor ubehageligt det føles, at blive tiltalt som ”store idiot” eller andet langt  værre ting. Og selvfølgelig, at vi skal lytte til, hvad hinanden siger.

Til sproglig opmærksomhed hører nemlig også, at børnene skal lære hvad tiltaleformen betyder for andre børns selvværd.  

Efterårsferien ligger som altid i uge 42. Af hensyn til planlægningen i børnehaven vil vi bede Jer om tilbagemelding, så vi ved om Jeres barn holder fri eller ej.

Formen for tilbagemelding er lidt forskellig fra tidligere, idet vi denne gang har hængt en liste på køkkendøren, som vi vil bede Jer sætte krydser på.

Og det hurtigst muligt, og senest 15. september. 

Forleden fik alle indbydelse til fællesspisning fredag den 8.september 2006.

Jeg har tidligere skrevet om, at vi i forældrebestyrelsen har talt om, hvad vi kunne gøre, så flere familier fik lyst til, og mod på, at møde frem.

Vi tænker det er en god ide, hvis de familier der er vant til at komme til fællesspisningen, spørger en eller to af de familier, som enten ikke har været med endnu, eller som netop er startet i Pyramiden, om de kunne have lyst at følges med til næste fællesspisning.

Som i så mange andre af livets forhold, er det rart at have nogen at følges med. Så dette er en opfordring til at hjælpe dem med, som ikke har prøvet det før. 

Her i september måned har vi fået et nyt barn. Det er Lines lillebror Mads Braaby Jørgensen, der skal starte i blå lillegruppe. Velkommen til Mads. 

På personalesiden. Som flere af Jer har bemærket, er Heidi startet som vikar her i Pyramiden. Velkommen. 

Den nyreviderede telefon-legeliste blev omdelt i går. Og den var desværre behæftet med et par fejl. I får derfor en ny en af de nærmeste dage.  

Forældremøde 4/10 2006. Vi inviterer hermed til forældremøde i Pyramiden. Der er to punkter på dagsorden.

Første punkt er valg til forældrebestyrelsen, hvor der skal vælges repræsentanter til tre pladser. Er det noget du kunne tænke dig, så tal med de nuværende repræsentanter om hvad vi arbejder med i bestyrelsen.

Andet punkt er foredrag ved Karin Flensborg. Hun er seminarielærer og skuespiller, og vil underholde os med udgangspunkt i fortællinger.

Mødepligt ?.......det er der vel ikke, men jeg håber bestemt at I vil prioritere at bruge denne aften i Pyramiden.

Indbydelse med tilmelding omdeles i uge 37.

Vi glæder os til en aften med Jer. 

Og til sidst.REGNTØJ, REGNTØJ OG REGNTØJ………..for slet ikke at tale om gummistøvler og skiftetøj. Vi har hårdt brug for at I husker det hver dag i denne tid.   

 

Kalenderen.
Stengadeudflugt               Onsdag 5/9 2006
Forældrekaffe                   Onsdag 13/9 2006
Personalemøde                Tirsdag 5/9 2006 og onsdag 27/9 2006
Bestyrelsesmøde             Torsdag  14/9 2006
Forældremøde                  Onsdag 4/9 2006 fra 19.00-21.30

   

Hilsen fra Pyramiden - Ole

 
Header Pic
left unten right unten
(C) 2012 Børnehaven Pyramidens Hjemmeside
Joomla! is Free Software released under the GNU/GPL License.

W3C validiert