Joomla Files CMS: CMSCity
Header Pic   Header Pic
Header Pic  PfeilForsiden arrow Gamle Nyhedsbreve arrow Nyhedsbrev juni 2006 Header Pic
Header Pic

Nyhedsbrev juni 2006 Udskriv
Nyhedsbrev juni 2006.  

1/6-2006

Kære forældre

 

Så sidder I med det i hånden igen. Et nyhedsbrev til formidling, til information og til inspiration.

Et nyhedsbrev hvor meddelelser, gode råd og historier fra hverdagen kan gives videre. Men også et organ der kan formidle en opsang hvis det skulle være nødvendigt. Og det er det nu !

Et organ som dette nyhedsbrev vil altid skyde bredt og ofte ramme tilfældigt. Det er jo det uheldige ved denne form. Omvendt er der det gode, at hvis man ikke synes opsangen har noget med en selv at gøre, så kan man jo bare lade det passere.

 

Man kan jo mene meget om vejret dette forår. Og det vil jeg holde mig langt fra lige nu, blot konstatere, at det danske vejr er foranderligt.

Regntøj og gummistøvler, solhat og t-shirt samt en fleece til de dage, hvor det blæser.

Det er obligatorisk.

Det er noget som hvert barn skal have liggende på sin garderobeplads HVER dag, så vi kan boltre os i børnehaven og være ude som inde, som vi nu vil.

Og det samme gælder for skiftetøj. Sokker, underbukser, bukser med mere........men det siger jo sig selv !!

 

Og apropos tøj. Jeg har nævnt det for noget tid siden, men bliver desværre nødt til at skrive om det igen. Tøj der forsvinder.

Nogle har mistet støvler her i vinter. Nogle har mistet regntøj her i foråret. Og ofte forsvinder andre beklædningsgenstande.

Vi plejer ellers at  kunne berolige Jer med, at det forsvundne nok snart dukker op igen. For det plejer det at gøre.

Men nu har vi lige pludselig nogle eksempler på, at det gør det ikke !

Jeg vil derfor bede Jer om to ting.

  • Skrive navn i tøj, sko og andet som barnet medbringer i børnehaven
  • Kigge godt og grundigt efter derhjemme, om der har sneget sig tøj med hjem som ikke er Jeres

 

Glemt tøj kan jeg ligeså godt skrive om samtidig. Det har vi masser af i børnehaven. Og meget af det ligger i "glemmereolen" i garderoben.

Vi skal til at rydde grundigt op i det tøj der ligger der. Derfor vil jeg bede Jer om at kigge efter om noget af tøjet virker bekendt.

For det ville jo være ærgerligt om, vi kom til at frasortere tøj, der ikke skulle frasorteres.

 

Personalemæssigt sker der det, at Sabrinas sidste arbejdsdag var i går 31/5. Hun skal hjem og barsle. Fra Pyramiden ønsker vi hende al muligt held og lykke.

 

Hjemmeside. Vi har haft en hjemmeside i flere år. Men den har ærlig talt ikke været noget at prale af. Nu har vi på bestyrelsens opfordring gjort en stor indsats for at forbedre siden, og ikke mindst aktualisere den. Jeg regner med at gøre den færdig den første uge af juni. Men kig allerede med nu på http://www.bornehavenpyramiden.dk/ eller via Rudkøbing kommunes hjemmeside http://www.rudkom.dk/

 

Køkkenet "lukker" med udgangen af denne måned - det vil sige, at maddagene holder "sommerferie" i hele juli og første halvdel af august måned - altså fra og med uge 27 til og med uge 33. (Sidste maddag for grøn bliver 22/6. sidste maddag for blå bliver 29/6.)

 

Op til helligdage og skoleferier beder vi Jer som bekendt altid om en tilbagemelding på om Jeres barn holder fri eller ej.

Grunden hertil er enkel. Personalet skal jo, ligesom I, afvikle ferie gennem året. Og holder mange børn fri er det vigtigt for os at kunne styre vores vikarforbrug i forhold hertil.

Derfor har vi sendt afkrydsningssedler med hjem, som I så skulle returnere.

Men det har ikke rigtig fungeret.

På bestyrelsesmødet i mandags diskuterede derfor hvordan vi kunne gøre det bedre. Og bestyrelsen anbefalede, at vi fremover skal hænge en afkrydsningsseddel på den gule dør til køkkenet, hvor hver enkelt så sætter kryds i forhold til barnets forventede fremmøde disse dage.

Så det gør vi så fremover. Og med en sidste afkrydsningsdato, så personalets ferie kan varsles i god tid.

 

På den pædagogiske side er der også noget at fortælle.

I personalegruppen diskuterer vi løbende, hvordan vi kan gøre tingene bedst muligt. Gennem det seneste har vi talt om forældresamtaler. Og om hvordan vi kan strukturere mødet mellem Jer og os bedre, så begge parter får mest muligt udbytte. Alt sammen til gavn for barnet.

 

Vi har derfor udarbejdet dagsorden og skema til brug for samtalerne.

Det betyder, at I forud for mødet kan forvente en mødeindkaldelse, hvoraf det fremgår hvilke emner vi gerne vil drøfte med Jer.

Skemaet skal bruges til at notere hvad vi har talt om under mødet, og hvilke aftaler vi har indgået med hinanden omkring barnet.

 

Nogle af Jer har allerede stiftet bekendtskab med dette tiltag. Andre endnu ikke. Og vi er selvfølgelig spændt på at høre om Jeres mening om denne nye og mere strukturerede mødeform. Om I synes I får gavn af dette tiltag.

 

Vi har også ændret lidt på antallet af samtaler som I tilbydes gennem den tid barnet går i børnehaven. Og vi tilbyder tre samtaler.

Den første inden for det første halve år.

Den anden i juni måned, året før forventet skolestart

Den tredje i december/januar i forbindelse med indskrivning til børnehaveklassen.

 

Også strukturen på vores personalemøder er også blevet diskuteret. Og også her har vi justeret.

Vi holder fortsat vores aftenmøder hver tredje uge. Men de er blevet forkortet med en time. I stedet har vi lagt et gruppemøde ind hver anden fredag mellem 9 og 10, for henholdsvis blå og grøn gruppe.

Dette møde bliver et planlægnings- og opsamlingsmøde.

 

I de seneste nyhedsbreve har jeg, i forhold til fokuspunktet sproglig udvikling, skrevet om mellemgrupebørnenes teaterstykke og storegruppenbørnenes bandeord.

Og denne gang skal I så høre hvorfor lillegruppebørnene, en gang om ugen skiftevis er i Happelappeland, skiftevis har sangtime.

 

I Happelappeland er børnene fysisk aktive. De laver rytmik til musikken. De hopper og lister, kravler og snor sig, går med musseskridt, balancerer og går baglæns.

Kropsbevidstheden øves, og børnene får fornemmelse og sikkerhed for hvad de kan, og hvad de skal øve sig i.

Og netop kropsbevidstheden og motorikken er grundlæggende for, hvordan barnets øvrige udviklingsområder stimuleres.

Jo mere, og jo bedre, fornemmelse barnet har for sig selv, jo lettere har det altså ved at tilegne sig nye færdigheder. Herunder sprog.

 

I Happelappeland synger børnene også. Øver sig i sange som "tommelfinger hvor er du", "en elefant kom marcherende" og "Peter slår med en hammer". Tællesange hvor børnene lærer at tælle til ti, og også lærer hvor mange fingre, ti fingre er.

 

I sangtimerne synger de selvfølgelig de samme sange. (I ved, gentagelse fremmer forståelsen). Men de synger også rimesange og bogstavsange. Sange, hvor alle ordene i sangen starter med samme bogstav, for eksempel L, som i Lucas.

 

Og lige nu er vi ved at skrive vers, så vi har et vers for alle alfabetets bogstaver. Børnene synes jo det er ekstra spændende, når det er deres forbogstav, som verset handler om.

 

Rytmik og sangformidagene ligger om tirsdage, hvor de store børn oftest er på tur. Så der er god plads, fred og ro i børnehaven til at de små børns fysiske anstrengelser.

 

Kalenderen.

Forældrekaffe                  Onsdag 7/6 2006

Bestyrelsesmøde            Mandag  12/6 2006

Sommerfest                      Fredag 16/6-2006

Personalemøde               Torsdag 22/6 2006

Sommerferielukning        uge 28-29-30, fra 10/7 til 30/7 2006

 

 

Hilsen fra Pyramiden - Ole

 
Header Pic
left unten right unten
(C) 2012 Børnehaven Pyramidens Hjemmeside
Joomla! is Free Software released under the GNU/GPL License.

W3C validiert